I min tid med professionelt arbejde på Facebook, er der en række spørgsmål, som jeg møder betragteligt oftere end andre.

Et af dem er: “Hvornår er det bedst at poste på Facebook?”

Og det er et spørgsmål, der giver god mening.

I vores konstante færd med at forsøge at optimere vores indsats på forskellige kanaler, er det helt naturligt at tænke på, hvornår det er bedst at poste på bl.a. Facebook, for at så mange som muligt ser et opslag.

Det korte svar på spørgsmålet kommer til sidst, men jeg vil anbefale, at du læser det hele – det vil betale sig i sidste ende.

For at kunne give et mere nuanceret svar på spørgsmålet, er der en række faktorer, som vi skal forholde os til.

Din målgruppe (og et trick til at se hvornår den er online)

I langt de fleste tilfælde er din målgruppe en anden end min. Dette gør sig også gældende for under-målgrupper (snakken om under-målgrupper gemmer vi til en anden dag). Det at din målgruppe med stor sandsynlighed er en anden en min, betyder også, at vores målgrupper er online på forskellige tidspunkter.

Men.

På Facebook kan du rent faktisk se, hvornår din målgruppe er online, så du kan planlægge frigivelsen af dine opslag.

Lad mig vise dig et eksempel.

Som et hobbyprojekt driver jeg også madbloggen Madsvin.com, og da denne har mere tid på bagen, er der også et større datagrundlag at arbejde med.

Når du besøger din firmaside, skulle det gerne se nogenlunde ud som nedenstående.
Tryk på “Indblik”.Hvornår-er-din-målgruppe-online-1

Ude til venstre skulle der nu gerne være en menu. Her kan du få alverdens information og data vedr. din side og indsats.
Tryk på “Opslag”.

Hvornår-er-din-målgruppe-online-2

Her kan du se, hvilke dage din målgruppe er online, og hvornår de er det. Dette billede viser gennemsnittet på tværs af en hel uge.

Smart, ikk’?

Hvornår-er-din-målgruppe-online-3

Ved at markere de enkelte dage (jeg har her markeret søndag), vil billedet justere sig lidt med en mørkeblå linje. Denne indikerer, hvornår målgruppen er online den pågældende dag, som du har markeret.

Hvornår-er-din-målgruppe-online-4

Dette trick giver dig en bedre forståelse for, hvornår din målgruppe er online, og hvornår du bedst muligt kan fange dem. I ovenstående eksempel ville jeg typisk overveje, at poste et opslag på Madsvins Facebookside kl. 18 eller 20.

Men.

Tidspunktet er blot en af mange faktorer.

Opslagets levetid

I førnævnte eksempel vil kl. 20 søndag aften være et udmærket tidspunkt at poste på.

Og dog.

Jeg ville i langt størstedelen af tilfældene vælge at poste omkring 12-13.

Hvorfor?

Jo tidligere på dagen jeg poster, desto længere tid har opslaget til at generere værdi, og derved maksimere sandsynligheden for, at flere mennesker ser indholdet. Dette kalder jeg opslagets levetid.

Hvis jeg poster kl. 20:00, er der ikke ret lang tid at løbe på, før klokken bliver 21:00, og grafen tager et ordenligt dyk nedaf.

Ved at poste kl. 13, har opslaget ca. 8 timer til at vise, hvad det er det kan, og derved vil der i mange tilfælde være flere, der ser et opslag postet kl. 13, i stedet for kl. 20, da levetiden er længere.

De andre faktorer (nogle af dem)

Tidspunkt og opslagets levetid er blot to faktorer blandt mange, som har påvirkning i forhold til hvor langt dit opslag når ud.

I et så dynamisk og levende univers som Facebooks, er der en lang række ting der kan påvirke, hvor langt dit opslag når ud. Hvis du kan svare JA til alle nedenstående spørgsmål, vil dit opslag som udgangspunkt klare sig godt.

  • Er opslaget “likeable”?
  • Er opslaget delevenligt?
  • Er indholdet fængende?
  • Interesserer opslaget oprigtigt din målgruppe?

Og så er der alle de faktorer, som ikke nåede med i dette indlæg.

Konklusion (det korte svar)

Der er ikke noget endegyldigt svar.

Undersøg hvornår din målgruppe er online, og sørg for, at dit opslag har en levetid at løbe på. Hvis du derudover sørger for, at dit opslag er interessant og relevant, så er du godt på vej.

Nøgleordet er kvalitet, og hvis du gerne vil have hjælp til at sikre kvalitet i din virksomheds budskaber, kan Marketingfabrikken naturligvis hjælpe med at få fortalt den gode historie, og hjælpe den til at nå langt ud.